Den længste nat – Lyset fra modsætninger.

Den længste nat – Lyset fra modsætninger.

Vintersolhverv. den 21. december 2020 kl. 11:03. 
Oprindelig nordisk naturforståelse bød mennesker at ære solen på denne dag, hvor den var mindst synlig. – I tillid til at den ville vende tilbage med lys og varme. I solens fravær måtte mennesket opleve den i sit indre: Det indre lys og den indre varme. Lysets mysterium, hvor sommerens ydre forvandles til vinterens indre oplysning. En viden om og en erkendelse af at menneske og verden hører sammen.
At de er polariteter, der gensidigt betinger hinanden og som opleves igennem årets rytmer.

På denne dag er solhverv ledsaget af et sjældent fænomen:
Jupiter og Saturn mødes på aftenhimlen.
Man kan se dem på himlen mod sydvest i aften efter solnedgang  kl. 15:38 og inden de sammen går ned under horisonten kl 18:12! 
Billedet ovenfor skal illustrere de to planeter: Jupiter som den kølige, Saturn som den varme.
De to planeter kan opfattes som polære modsætninger: Saturn en gigantisk gasplanet med fast stof kredsende omkring sig i de karakteristiske ringe, Jupiter, solsystemets største, med en samlet masse som alle andre planter tilsammen. Saturn udsender et blidt lys, Jupiter et køligere. 
Saturn og Jupiter har nærmet sig hinanden gennem længere tid, og præcis i dag står de nærmest hinanden. Det er den ‘Store Konjunktion’ der kun optræder på himlen hvert tyvende år. 
Astronomer har beregnet deres møde for meget længe siden. Himmelfænomenerne kan forudsiges – modsat hændelserne blandt os mennesker, hvor vi end ikke kan forudsige, hvordan vi kan leve med hinanden om få dage! 
Men Jupiter-Saturn mødet minder os om, at to sider mødes i os selv.

Rembrandt: Selvportræt  (1655)

I den gamle astrologiske opfattelse kan man finde, at Jupiter står for at erkende og ordne kosmos, Saturn for den indre  indlevelse og modenhed. Denne polaritet kan genfindes i:

Menneskets ansigt.
I barndommen og ungdommen er menneskets ansigt overvejende symmetrisk. Fra puberteten og i voksenalderen bliver det i stigende grad asymmetrisk.Ofte på den måde at højre ansigtshalvdel har en tendens til at blive aktivt udad, betragtende og erkendende, venstre halvdel får derimod en tendens til at være indlevende, forstående, følsom. Nogle ser i dette en ‘spejling’ af Saturn- Jupiter. Mennesket er ikke enten erkendende eller indfølende, men altid begge dele, således at det er individet selv, der veksler mellem de to poler. 
Rembrandt har set og forstærket dette i sine selvportrætter. Betragt det nøje og du kan lære dig at iagttage forskellene hos dig selv og andre.(Du kan hente billedet i stor opløsning her )
Måske har du prøvet at se på et foto af dig selv? Det virker i begyndelsen fremmed, fordi du er vant til at se dit ansigt spejlvendt?
Helt fremmed bliver det, hvis du fra et foto tager en kopi af den ene side af et ansigt fotograferet direkte forfra spejlvender det halve ansigt og sætter billedet sammen af de to højre- eller venstre- sider.

Du kan anse de to  ansigtshalvdele som polære: De betinger gensidigt hinanden. De udgør forudsætningerne for en frugtbar dialog. Dialogen må udspille sig mellem polariteterne og vil søge hen imod en ‘syntese’, hen imod personligheden selv. Denne samtale udspiller sig bestandig som en indre dialog: jeget afvejer hensyn og forståelse i forhold til  erkendelse og viden
I denne jule- og solhvervs-tid præget af Jupiter-Saturn konjunktionen i kosmos er det velanbragt at føre samtalen på tre planer:

  • På det indre plan, samtalen med ‘mig selv’. 
  • På det sociale plan: Samtalen med de andre   og
  • På det helt store plan: samtalen med kosmos: 

Samtale med ‘mig selv’: Hver af os må bestandigt afveje erkendelse og medfølelse.
I coronatider: Leve efter reglerne eller biologien. 
Samtale med de andre: medmennesker står (mindst) lige så splittede overfor både sig selv og verden som du selv gør. Men på mangfoldige forskellige måder. Mange lider afsavn, fanges af angst, tør ikke håbe længere. Alt med god grund. Selv om vi bør undgå fysisk kontakt har vi rige muligheder for at dyrke social kontakt. Vi kan tale sammen. Lytte til hinanden. Opbygge sjælelige og åndelige fællesskaber. 
Samtale med verden:
‘I mennesket kommer verden til bevidsthed om sig selv’ skal Hegel have sagt.
Vores bevidsthed er ikke udenfor verden, men en del af verden, måske endda den mest lovende del. Vores forståelse er ikke et isoleret titilfældigt (subjektivt) billede af verden udenfor, men – som Hegel-citatet siger – det centrum, hvor verden forstår sig selv.
I dialogen med verden kan vi forstå dens væsen – og regulere vores adfærd overfor den?

Solhvervstiden og juletiden kan gå hånd i hånd. 
I ønskes en glædesfuld tid. 

Ove Frankel

Stærke Farver

Stærke Farver

november 19 @ 11:00 13:00

Arild Rosenkranz lærte sig at male ud fra farven. Vi kan opleve farvernes skønhed og styrke gennem han billeder og nå til erkendelser af det væsentlige i vores og vor omgivne natur.

Kunstbetragtning med Ove Frankel – under corona-sikre forhold

kr125 Mobile pay 41372038
Naturens frugtbarhed

Naturens frugtbarhed

Georgia O’Keeffe og Ambrosius Stub
Georgia O’Keeffe: Blå blomst. ca 1919
Ambrosius Stub: ‘Den kiedsom vinter gik sin gang’
 Og Vaaren pynter Bøgen ud – til Brud.
Naar Soelen brender som en Glød,
Og stikker Ild i Barm og Skiød,
– Fra 4. vers i ‘Den Kiedsom Vinter git sin gang’
Du kan læse hele Ambrosius Stubs digt ved at klikke her
Som du kan læse i den beskrivelse af digtet, Information bringer den 19/6, rummer digtet erotiske anstrøg. Det er intime forårsbilleer.
Solen Stikker Ild til Barm og Skiød,
Fuglene bygger rede.
Bøgen skal stå brud. 
Det tager jeg som anledning til at bringe Georgia O’Keeffes ‘blomster’- billeder som et supplement til Stubs digt – selv om der er lang tid imellem.
‘Den Blå Blomst’, som du ser ovenfor er stadig kølig, afmålt. Dens konsekvente symmetri giver ro fordi billedet slægter vores symmetriske legeme på.
Læg mærke til ‘himlen’ over blomsten. Den er let blå i midten lige over bomstens åbning, bliver så mere intens blå opadtil, ligesom vi har kunnet opleve gennem de seneste måneder, fordi farverne er klaret op og ingen fly udspyr deres forbrændigsgasser.
Helt ude, oppe i hjørnerne af billedet danner himlen et nat-blå-sort hvælv, der skaber ekkoer i blomstens midte og mellem dens kronblade.  
Nederst står en gul lysende ‘støvdrager’ som en forvandling af lyset.
Billedet bliver ved tæt betragtning mere end et nærbillede af en blomst. Det er en forvandlingsproces af lyset til liv, vækst. En forvandling, der realt finder sted i hver eneste blomst og blad. 
Ambrosius Stubs digt  er lettet over at ¨Den kiedsom Vinter gik sin Gang¨  er gået. Men den kommer jo igen. Hvis ikke vi kan forvandle den fra at være kiedsom!

Det er midsommer.
Vi har netop årets korteste nat bag os. 
På tirsdag er det St. Hans Aften.: Vi vil fred her til lands...

Vi står foran muligheden for en intens oplevelse af sommeren, uden lange rejsers  adspredelse.
At opleve lyset og varmen længe og måske lidt drømmende kan mætte os med sanseoplevelser af naturen, og de kan trænge lidt dybere ind i sindet, så vi kan tage dem med gennem efteråret og forvandle deres lys til indre oplysning.
Så sommerens lys bliver styrken til vinterens erkendelse. Hvis vi formår det kommer vi ikke til at opleve endnu en ‘Kiedsom Vinter’.
Lad mig bringe endnu et værk af Georgia O’Keeffe:
Georgia O’Keeffe: Abstraction ca 1960
Jeg satte anførselstegn om ordet blomster ovenfor. Georgia O’Keeffe er mest kendt og afholdt for sine meget store, farverige billeder, der har blomsterkarakter. Nogle af dem har hun givet blomsternavne. Det er tydeligt at hun lever sig så langt ind i blomstens ‘natur’, at det ikke længere er billeder af botaniske blomster, men langt mere af liv og frugtbarhed.
Senere skaber Georgia O’Keeffe helt agstrakte billeder som dette (se ovenfor).
Det er bevægelig forvandling. Om spiralen folder sig ud eller om den vikler sig ind afhænger af betragteren.
Det mørke øverst omhyller og beskytter den indre bevægelse. Lyset kommer nedefra og forstærkes betragteligt af mørket for oven.
Prøv at betragte det uden at ‘ville’ noget som helst i nogle minutter.
Bliver billedet dybere? Bliver blikket suget ind? Hvirvlet ud? Kommer det til ro i en stillestående bevægelse?
Nu kan farverne begynde at berette: De holder af hinanden. De fremelsker hinanden. Farverne  danner på samme tid bevægelse og ro. De er sommer og vinter integreret. 


Georgia O’Keeffe 
Mange af de store værker skabte hun ude i landskabet, hvor hun havde opøvet et usædvanligt skarpt blik for farver. Hun blev tragisk tvunget til at holde op med at male da hun i 1972 fik AMD, som gjorde hende næsten blind. 
Genopdag Naturen med Michelangelo og Brorson.

Genopdag Naturen med Michelangelo og Brorson.

Michelangelo: David. 1501-04

At stille David op som supplement til Brorsons betagende salme (Op al den ting, som Gud har gjort) er et vovestykke. Dels fordi Michelangelos David er ca. 230 år yngre end Brorsons smukke salme, dels fordi en skulptur kræver, at man betragter den fra alle vinkler, hvilket jo er umuligt på en todimensional skærm. 

Michelangelos skabte sin David i årene 1501 – 1504. Det var en tid, hvor humanismen var i højsædet. Man betragtede mennesket som en værdig del af naturen. Ikke nødvendigvis som stående højere end naturen, og slet ikke som stående udenfor naturen. Det ansås for at være menneskets natur at være bevidst om sin omverden og om sig selv. I denne henseende er Michelangelos hele værk uomgængeligt. Jeg vil her vælge at betragte en lille del af eet af Michelangelos største værker: David.  
Skulpturens navn refererer til den bibelske unge helt, der besejrede den overvældende Goliat. Et motiv, talrige kunstnere har arbejdet med: De andre kunstneres  David er oftest en meget ung mand, der langt fra er stærk nok til opgaven; underforstået: David har overvundet fjenden med Guds hjælp. Ofte ses David efter kampen med sin fod placeret ovenpå den slagne Goliats hovede. 

MIchelangelos David er alene, der er ingen tegn på kamp, men måske på en kommende kamp. Så længe vi holder fast i historien om David, forventer vi at Goliat pludselig kommer farende med overvældende styrke.  
Men prøv at se skulpturen uden at tænke på  historien. (Gå f. eks. en tur langs kajen ved den nu lukkede Afstøbningssamling. Foran pakhuset står en bronze-kopi af David.) 
Michelangelo har fremstillet et fuldstændigt  menneske med det væld af egenskaber og  nuancer, der kendetegner mennesket. Dette er mennesket der, som Michelangelo viser, formår at få alle de sammensatte egenskaber til at arbejde harmonisk sammen. Det  er denne ‘over-egenskab’, der forlener mennesket med en styrke, der er groet frem af naturen og stadig i overensstemmelse med den. 
Lige nu kan du desværre kun se det foto af David, jeg bringer. Du kan ikke bevæge dig rundt om statuen og med-opleve de forskellige træk. Men mit foto viser trods alt noget: Læg mærke til om ansigtet er harmonisk. Ved første blik, Ja. Men snart bemærker du, at der er mange ting i gang: Læg mærke til at hovedet er drejet ind over venstre skulder samtidigt med at øjnene er drejet yderligere til venstre. Og se på øret: Du kan næsten se, at det lytter. Sanserne er vågne og du kan medopleve at David har hørt en støj bagfra til venstre, at han drejer synet i den retning og at hovedet følger med. Se så på venstre næsebor: Udspilet, David må være ved at trække vejret dybt. Munden er i modsætning hertil let sammenknebet. Og se så på Davids venstre tommelfinger: Den ellers kun let anspændte muskulatur i armen forstærker det meget kraftige greb om slyngen, der løber fra hånden op over  venstre skulder.
Prøv også at vurdere halsmuskulaturens aktivitet! Altsammen noget der understreger en årvågen bevidsthed.  
Hvis du nu kunne gå over til højre side af skulpturen, ville du opleve, at her er David langt mere afslappet, hvilende, afventende. 
Hele skulpturen er over 5 m. høj og rigtigt meget læres af at betragte den grundigt og fra alle sider. Det slående ved mit fotografi af David er at menneskets skønhed beror på at det er et bevidst væsen, der er fast besluttet på at klare sig selv.
Når man har lejlighed til at betragte David, opdager man, at han er sammensat af mangfoldige træk, der kan blive til en sekvens, der udgør helheden. Skiftende udtryk, nye holdninger, spændtheder, afslappethed,  optræder afhængig af den vinkel, man ser ham fra. Selv ret små ændringer i vinklen vil give David en anden følelse og karakter. Han kan være vred, afslappet, frygtsom, lyttende, årvågen, statisk, være ved at lade op til en bevægelse eller midt i en bevægelse. Men i dette ene foto kan du se skønheden i ansigtet, ikke fordi det er overvældende harmonisk (sammenlign med Donatellos David nedenfor), men fordi de træk, der viser polært modsatte tilstande (anspændthed / hvile etc.) er tydelige og samtidige og bragt i indbyrdes balance. Det er det, der gør David til et vågent, bevidst og værdigt menneske. 

Brorsons salme: Op al den ting, som Gud har gjort:
Op al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise!
 skriver Brorson i første linie. Og digtet udfolder i de følgende vers alle de herlige naturelementer som mennesket må stå undrende overfor. Men digtet bemærker ikke, at mennesket selv er en beundringsværdig del af naturen.
Jeg vi kun citere et af versene i Brorsons salme: (Resten kan du hente ved at klikke på verset.)

Gik alle konger frem i rad
I deres magt og vælde
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
Brorson: Op al den ting... (1734)
Klik på verset og då kan læse Informations artikel og hele salmen.
Som barn var jeg optaget af dette billede, for det taler stærkt til fantasien. Jeg så kongerne for mig, alle de magtfulde og stolte, klædt i prægtige klæder. Måske var Goliat en af dem? Og jeg så dem blive fortvivlede, da de ikke magtede at sætte nældens mindste blad på igen.  
De magtede det ikke!
Det var en skøn fornemmelse for mig som barn, der oplevede naturen som en fortrolig ven, at de store og magtfulde Goliatter ikke kunne udrette noget mod naturen, for de var jo ikke venner med den.
Brorson lader sin bevidsthed glædes og forundres over en række naturbilleder, løfter bevidstheden til stjernerne og derfra til Gud: Hvor er din visdom stor. 
Brorson afslører dermed, at menneskets visdom er så stor, at den kan indse Guds storhed ved at læse i ‘naturens store bog’. Men han har måske ikke gjort sig klart, at det er ham selv, der ved hjølp af sin egen tænkning har indset det. 
 Michelangelos kunst viser, at mennesket er stort, fordi det har bevidsthed om sig selv og samtidigt er en del af naturen. Det er menneskets natur at være bevidst og dermed  har det mulighed at stille sin bevidsthed til rådighed for naturen.
‘I mennesket kommer naturen til bevidsthed om sig selv.’  (Hegel)
Er det på tide vi lærer den styrke at kende, som David fortæller om og så lade den magt, ‘kongerne’ har, få mindre betydning?
Donatello: David fra 1440.. Til sammenligning med Michelangelos David fra 1503
Genopdag Naturen!

Genopdag Naturen!

Lige præcis på Grundlovsdag indledte dagbladet Information en serie om ‘at genopdage naturen.  Sammenfaldet mellem Grundlovsdag og arbejdet med at genopdage naturen er tankevækkende: Måske burde også Naturen have grundlovssikrede rettigheder? Mine ¨Breve om Kunst¨ har ofte omhandlet vores forhold til naturen, og jeg vil forsøge at supplere Informations artikler og digte med kunstværker, der forhåbentlig kan opfordre til en tankevækkende dialog med digtenes natursyn.

Serien indledes med ordene: ¨Vores samfund er i gang med at genopdage naturen. Efter at vi i århundreder har taget naturen for givet som vores livsgrundlag, efter at vi alt for længe har forsømt, svigtet, udbyttet og udnyttet den, har klimakrisen tvunget os til igen at tænke radikalt over, hvad vi er for naturen, og hvad naturen er for os¨. Informations serie vil lade kunsten, i første omgang digterkunsten belyse vores forhold til naturen. 

Serien udmærker sig ved at anvende en kunstnerisk tilgang til emnet: ¨Hvordan kan vi forstå naturen og os selv¨, og ikke en naturvidenskabelig tilgang. Naturvidenskab er ellers et højt respekteret område, og vi lytter fortrinsvis til videnskaben når vi har spørgsmål om vores forhold til naturen. Se bare på grundlaget for håndteringen af den verserende pandemi. De vidtrækkende politiske beslutninger bliver truffet på baggrund af naturvidenskabelige oplysninger. På den måde virker det som om den naturvidenskabelige tilgang skulle være værdifri (objektiv) medens den politiske er præget af (subjektive) holdninger.

Jeg er begejstret over, at dagbladet Information vil bruge den kunstneriske snarere end den videnskabelige tilgang til en ‘Genopdagelse’ af naturen. Og jeg håber at kunne bidrage med en forståelse af, at de to tilgange skal supplere snarere end at modsige hinanden.

Jan Vermeer, Mælkepige. 1658

Jeg vil sætte Vermeers billede op imod det digt af Thomas Kingo, information bringer som det første i serien: ¨Den klare sol går ned¨ Digtet kan i læse her sammen med en fornem tekst af Erik Skyum Nielsen.

Nu hvor du har haft lejlighed til at læse digtet hvor Kingo forstår mennesket som hævet over naturen, fordi det af Gud er udstyret med evigt liv. Han beder og at Gud vil fjerne alle hans synder og ¨kast dem ned i evighed i havet med din hånd¨. (vers 9) Så ud i havet med alt det forkerte, mennesket har gjort! – Så er der VÆK!! En metode, vi har brugt så rigeligt: ud i havet med skidtet!! I sidste vers kalder Kingo menneskets krop for en ‘Ormesæk’, som dog af Gud skal vækkes både til næste dags dont og siden til evigheden (vers 14).

Vermeers billede af mælkepigen har ikke meget tilfælles med Kingos ‘ormesæk’, men billedet er fra 1658, hvor Kingos digt er fra 1674. Altså ikke langt fra hinanden. lad os nu se nærmer på Vermeers værk: Pigen hælder mælk fra en kande ned i en skål. Prøv at følge handlingen: Den er IKKE gået i stå, men den fortsætter, bliver ved, hun kan hele tiden blive ved med at hælde mælk, det får aldrig ende, der er ubegrænset tid. Mennesket er evigt selv om vi alle ved, at handlinger er tidsbegrænsede. Så vi har her et værk, der får timelighed og evighed til at hænge uløseligt sammen. Se nøje efter, hvordan Vermeer har opnået den effekt. Lyset fra det høje vindue i venstre side, den blå farve i pigens forklæde. Og læg mærke til, med hvilken omsorg, alle fødevarerne på bordet er fremstillet. Kærlighed til handlingen! Kærlighed til naturen. Mennesket står også i Vermeers kunstværk over naturen, men er i overensstemmelse med sig selv og sin ydmyge handling.

Lad dette digt være en tankevækkede afslutning på dette brev om kunst:

Dengang var der ingen forurening og miljø,
Nej, hvis man havde noget affald, blev det bar’ smidt i en sø.
Og alt det dér med grundvand var der ikke noget med.
Nej, hvis man havde noget giftigt, blev det bare gravet ned.
Og vi åd røde pølser, fyldt med plastic og nitrit,
og vi ku’ ses i mørke, for vi åd osse optisk hvidt.
Det gav hjerneskader, dårlig ånde, dårlig teint.
Der var ingen forurening dengang far var dreng.
Troels Trier, 1985

Informations serie ‘Genopdag Naturen’ fortsætter hver uge indtil videre og jeg skal forsøge at støtte mine kunstbetragtninger til teksterne som du hver gang vil kunne finde i fuld tekst uden at skulle ind på Informations hjemmeside. Bare klik på http://www.udviklingskunst.dk/genopdag-naturen/ – der vil du få mulighed for at hente alle teksterne efterhånden.

Venlig hilsen

Ove Frankel