Naturens frugtbarhed

Naturens frugtbarhed

Georgia O’Keeffe og Ambrosius Stub
Georgia O’Keeffe: Blå blomst. ca 1919
Ambrosius Stub: ‘Den kiedsom vinter gik sin gang’
 Og Vaaren pynter Bøgen ud – til Brud.
Naar Soelen brender som en Glød,
Og stikker Ild i Barm og Skiød,
– Fra 4. vers i ‘Den Kiedsom Vinter git sin gang’
Du kan læse hele Ambrosius Stubs digt ved at klikke her
Som du kan læse i den beskrivelse af digtet, Information bringer den 19/6, rummer digtet erotiske anstrøg. Det er intime forårsbilleer.
Solen Stikker Ild til Barm og Skiød,
Fuglene bygger rede.
Bøgen skal stå brud. 
Det tager jeg som anledning til at bringe Georgia O’Keeffes ‘blomster’- billeder som et supplement til Stubs digt – selv om der er lang tid imellem.
‘Den Blå Blomst’, som du ser ovenfor er stadig kølig, afmålt. Dens konsekvente symmetri giver ro fordi billedet slægter vores symmetriske legeme på.
Læg mærke til ‘himlen’ over blomsten. Den er let blå i midten lige over bomstens åbning, bliver så mere intens blå opadtil, ligesom vi har kunnet opleve gennem de seneste måneder, fordi farverne er klaret op og ingen fly udspyr deres forbrændigsgasser.
Helt ude, oppe i hjørnerne af billedet danner himlen et nat-blå-sort hvælv, der skaber ekkoer i blomstens midte og mellem dens kronblade.  
Nederst står en gul lysende ‘støvdrager’ som en forvandling af lyset.
Billedet bliver ved tæt betragtning mere end et nærbillede af en blomst. Det er en forvandlingsproces af lyset til liv, vækst. En forvandling, der realt finder sted i hver eneste blomst og blad. 
Ambrosius Stubs digt  er lettet over at ¨Den kiedsom Vinter gik sin Gang¨  er gået. Men den kommer jo igen. Hvis ikke vi kan forvandle den fra at være kiedsom!

Det er midsommer.
Vi har netop årets korteste nat bag os. 
På tirsdag er det St. Hans Aften.: Vi vil fred her til lands...

Vi står foran muligheden for en intens oplevelse af sommeren, uden lange rejsers  adspredelse.
At opleve lyset og varmen længe og måske lidt drømmende kan mætte os med sanseoplevelser af naturen, og de kan trænge lidt dybere ind i sindet, så vi kan tage dem med gennem efteråret og forvandle deres lys til indre oplysning.
Så sommerens lys bliver styrken til vinterens erkendelse. Hvis vi formår det kommer vi ikke til at opleve endnu en ‘Kiedsom Vinter’.
Lad mig bringe endnu et værk af Georgia O’Keeffe:
Georgia O’Keeffe: Abstraction ca 1960
Jeg satte anførselstegn om ordet blomster ovenfor. Georgia O’Keeffe er mest kendt og afholdt for sine meget store, farverige billeder, der har blomsterkarakter. Nogle af dem har hun givet blomsternavne. Det er tydeligt at hun lever sig så langt ind i blomstens ‘natur’, at det ikke længere er billeder af botaniske blomster, men langt mere af liv og frugtbarhed.
Senere skaber Georgia O’Keeffe helt agstrakte billeder som dette (se ovenfor).
Det er bevægelig forvandling. Om spiralen folder sig ud eller om den vikler sig ind afhænger af betragteren.
Det mørke øverst omhyller og beskytter den indre bevægelse. Lyset kommer nedefra og forstærkes betragteligt af mørket for oven.
Prøv at betragte det uden at ‘ville’ noget som helst i nogle minutter.
Bliver billedet dybere? Bliver blikket suget ind? Hvirvlet ud? Kommer det til ro i en stillestående bevægelse?
Nu kan farverne begynde at berette: De holder af hinanden. De fremelsker hinanden. Farverne  danner på samme tid bevægelse og ro. De er sommer og vinter integreret. 


Georgia O’Keeffe 
Mange af de store værker skabte hun ude i landskabet, hvor hun havde opøvet et usædvanligt skarpt blik for farver. Hun blev tragisk tvunget til at holde op med at male da hun i 1972 fik AMD, som gjorde hende næsten blind. 
Genopdag Naturen med Michelangelo og Brorson.

Genopdag Naturen med Michelangelo og Brorson.

Michelangelo: David. 1501-04

At stille David op som supplement til Brorsons betagende salme (Op al den ting, som Gud har gjort) er et vovestykke. Dels fordi Michelangelos David er ca. 230 år yngre end Brorsons smukke salme, dels fordi en skulptur kræver, at man betragter den fra alle vinkler, hvilket jo er umuligt på en todimensional skærm. 

Michelangelos skabte sin David i årene 1501 – 1504. Det var en tid, hvor humanismen var i højsædet. Man betragtede mennesket som en værdig del af naturen. Ikke nødvendigvis som stående højere end naturen, og slet ikke som stående udenfor naturen. Det ansås for at være menneskets natur at være bevidst om sin omverden og om sig selv. I denne henseende er Michelangelos hele værk uomgængeligt. Jeg vil her vælge at betragte en lille del af eet af Michelangelos største værker: David.  
Skulpturens navn refererer til den bibelske unge helt, der besejrede den overvældende Goliat. Et motiv, talrige kunstnere har arbejdet med: De andre kunstneres  David er oftest en meget ung mand, der langt fra er stærk nok til opgaven; underforstået: David har overvundet fjenden med Guds hjælp. Ofte ses David efter kampen med sin fod placeret ovenpå den slagne Goliats hovede. 

MIchelangelos David er alene, der er ingen tegn på kamp, men måske på en kommende kamp. Så længe vi holder fast i historien om David, forventer vi at Goliat pludselig kommer farende med overvældende styrke.  
Men prøv at se skulpturen uden at tænke på  historien. (Gå f. eks. en tur langs kajen ved den nu lukkede Afstøbningssamling. Foran pakhuset står en bronze-kopi af David.) 
Michelangelo har fremstillet et fuldstændigt  menneske med det væld af egenskaber og  nuancer, der kendetegner mennesket. Dette er mennesket der, som Michelangelo viser, formår at få alle de sammensatte egenskaber til at arbejde harmonisk sammen. Det  er denne ‘over-egenskab’, der forlener mennesket med en styrke, der er groet frem af naturen og stadig i overensstemmelse med den. 
Lige nu kan du desværre kun se det foto af David, jeg bringer. Du kan ikke bevæge dig rundt om statuen og med-opleve de forskellige træk. Men mit foto viser trods alt noget: Læg mærke til om ansigtet er harmonisk. Ved første blik, Ja. Men snart bemærker du, at der er mange ting i gang: Læg mærke til at hovedet er drejet ind over venstre skulder samtidigt med at øjnene er drejet yderligere til venstre. Og se på øret: Du kan næsten se, at det lytter. Sanserne er vågne og du kan medopleve at David har hørt en støj bagfra til venstre, at han drejer synet i den retning og at hovedet følger med. Se så på venstre næsebor: Udspilet, David må være ved at trække vejret dybt. Munden er i modsætning hertil let sammenknebet. Og se så på Davids venstre tommelfinger: Den ellers kun let anspændte muskulatur i armen forstærker det meget kraftige greb om slyngen, der løber fra hånden op over  venstre skulder.
Prøv også at vurdere halsmuskulaturens aktivitet! Altsammen noget der understreger en årvågen bevidsthed.  
Hvis du nu kunne gå over til højre side af skulpturen, ville du opleve, at her er David langt mere afslappet, hvilende, afventende. 
Hele skulpturen er over 5 m. høj og rigtigt meget læres af at betragte den grundigt og fra alle sider. Det slående ved mit fotografi af David er at menneskets skønhed beror på at det er et bevidst væsen, der er fast besluttet på at klare sig selv.
Når man har lejlighed til at betragte David, opdager man, at han er sammensat af mangfoldige træk, der kan blive til en sekvens, der udgør helheden. Skiftende udtryk, nye holdninger, spændtheder, afslappethed,  optræder afhængig af den vinkel, man ser ham fra. Selv ret små ændringer i vinklen vil give David en anden følelse og karakter. Han kan være vred, afslappet, frygtsom, lyttende, årvågen, statisk, være ved at lade op til en bevægelse eller midt i en bevægelse. Men i dette ene foto kan du se skønheden i ansigtet, ikke fordi det er overvældende harmonisk (sammenlign med Donatellos David nedenfor), men fordi de træk, der viser polært modsatte tilstande (anspændthed / hvile etc.) er tydelige og samtidige og bragt i indbyrdes balance. Det er det, der gør David til et vågent, bevidst og værdigt menneske. 

Brorsons salme: Op al den ting, som Gud har gjort:
Op al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise!
 skriver Brorson i første linie. Og digtet udfolder i de følgende vers alle de herlige naturelementer som mennesket må stå undrende overfor. Men digtet bemærker ikke, at mennesket selv er en beundringsværdig del af naturen.
Jeg vi kun citere et af versene i Brorsons salme: (Resten kan du hente ved at klikke på verset.)

Gik alle konger frem i rad
I deres magt og vælde
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
Brorson: Op al den ting... (1734)
Klik på verset og då kan læse Informations artikel og hele salmen.
Som barn var jeg optaget af dette billede, for det taler stærkt til fantasien. Jeg så kongerne for mig, alle de magtfulde og stolte, klædt i prægtige klæder. Måske var Goliat en af dem? Og jeg så dem blive fortvivlede, da de ikke magtede at sætte nældens mindste blad på igen.  
De magtede det ikke!
Det var en skøn fornemmelse for mig som barn, der oplevede naturen som en fortrolig ven, at de store og magtfulde Goliatter ikke kunne udrette noget mod naturen, for de var jo ikke venner med den.
Brorson lader sin bevidsthed glædes og forundres over en række naturbilleder, løfter bevidstheden til stjernerne og derfra til Gud: Hvor er din visdom stor. 
Brorson afslører dermed, at menneskets visdom er så stor, at den kan indse Guds storhed ved at læse i ‘naturens store bog’. Men han har måske ikke gjort sig klart, at det er ham selv, der ved hjølp af sin egen tænkning har indset det. 
 Michelangelos kunst viser, at mennesket er stort, fordi det har bevidsthed om sig selv og samtidigt er en del af naturen. Det er menneskets natur at være bevidst og dermed  har det mulighed at stille sin bevidsthed til rådighed for naturen.
‘I mennesket kommer naturen til bevidsthed om sig selv.’  (Hegel)
Er det på tide vi lærer den styrke at kende, som David fortæller om og så lade den magt, ‘kongerne’ har, få mindre betydning?
Donatello: David fra 1440.. Til sammenligning med Michelangelos David fra 1503
Genopdag Naturen!

Genopdag Naturen!

Lige præcis på Grundlovsdag indledte dagbladet Information en serie om ‘at genopdage naturen.  Sammenfaldet mellem Grundlovsdag og arbejdet med at genopdage naturen er tankevækkende: Måske burde også Naturen have grundlovssikrede rettigheder? Mine ¨Breve om Kunst¨ har ofte omhandlet vores forhold til naturen, og jeg vil forsøge at supplere Informations artikler og digte med kunstværker, der forhåbentlig kan opfordre til en tankevækkende dialog med digtenes natursyn.

Serien indledes med ordene: ¨Vores samfund er i gang med at genopdage naturen. Efter at vi i århundreder har taget naturen for givet som vores livsgrundlag, efter at vi alt for længe har forsømt, svigtet, udbyttet og udnyttet den, har klimakrisen tvunget os til igen at tænke radikalt over, hvad vi er for naturen, og hvad naturen er for os¨. Informations serie vil lade kunsten, i første omgang digterkunsten belyse vores forhold til naturen. 

Serien udmærker sig ved at anvende en kunstnerisk tilgang til emnet: ¨Hvordan kan vi forstå naturen og os selv¨, og ikke en naturvidenskabelig tilgang. Naturvidenskab er ellers et højt respekteret område, og vi lytter fortrinsvis til videnskaben når vi har spørgsmål om vores forhold til naturen. Se bare på grundlaget for håndteringen af den verserende pandemi. De vidtrækkende politiske beslutninger bliver truffet på baggrund af naturvidenskabelige oplysninger. På den måde virker det som om den naturvidenskabelige tilgang skulle være værdifri (objektiv) medens den politiske er præget af (subjektive) holdninger.

Jeg er begejstret over, at dagbladet Information vil bruge den kunstneriske snarere end den videnskabelige tilgang til en ‘Genopdagelse’ af naturen. Og jeg håber at kunne bidrage med en forståelse af, at de to tilgange skal supplere snarere end at modsige hinanden.

Jan Vermeer, Mælkepige. 1658

Jeg vil sætte Vermeers billede op imod det digt af Thomas Kingo, information bringer som det første i serien: ¨Den klare sol går ned¨ Digtet kan i læse her sammen med en fornem tekst af Erik Skyum Nielsen.

Nu hvor du har haft lejlighed til at læse digtet hvor Kingo forstår mennesket som hævet over naturen, fordi det af Gud er udstyret med evigt liv. Han beder og at Gud vil fjerne alle hans synder og ¨kast dem ned i evighed i havet med din hånd¨. (vers 9) Så ud i havet med alt det forkerte, mennesket har gjort! – Så er der VÆK!! En metode, vi har brugt så rigeligt: ud i havet med skidtet!! I sidste vers kalder Kingo menneskets krop for en ‘Ormesæk’, som dog af Gud skal vækkes både til næste dags dont og siden til evigheden (vers 14).

Vermeers billede af mælkepigen har ikke meget tilfælles med Kingos ‘ormesæk’, men billedet er fra 1658, hvor Kingos digt er fra 1674. Altså ikke langt fra hinanden. lad os nu se nærmer på Vermeers værk: Pigen hælder mælk fra en kande ned i en skål. Prøv at følge handlingen: Den er IKKE gået i stå, men den fortsætter, bliver ved, hun kan hele tiden blive ved med at hælde mælk, det får aldrig ende, der er ubegrænset tid. Mennesket er evigt selv om vi alle ved, at handlinger er tidsbegrænsede. Så vi har her et værk, der får timelighed og evighed til at hænge uløseligt sammen. Se nøje efter, hvordan Vermeer har opnået den effekt. Lyset fra det høje vindue i venstre side, den blå farve i pigens forklæde. Og læg mærke til, med hvilken omsorg, alle fødevarerne på bordet er fremstillet. Kærlighed til handlingen! Kærlighed til naturen. Mennesket står også i Vermeers kunstværk over naturen, men er i overensstemmelse med sig selv og sin ydmyge handling.

Lad dette digt være en tankevækkede afslutning på dette brev om kunst:

Dengang var der ingen forurening og miljø,
Nej, hvis man havde noget affald, blev det bar’ smidt i en sø.
Og alt det dér med grundvand var der ikke noget med.
Nej, hvis man havde noget giftigt, blev det bare gravet ned.
Og vi åd røde pølser, fyldt med plastic og nitrit,
og vi ku’ ses i mørke, for vi åd osse optisk hvidt.
Det gav hjerneskader, dårlig ånde, dårlig teint.
Der var ingen forurening dengang far var dreng.
Troels Trier, 1985

Informations serie ‘Genopdag Naturen’ fortsætter hver uge indtil videre og jeg skal forsøge at støtte mine kunstbetragtninger til teksterne som du hver gang vil kunne finde i fuld tekst uden at skulle ind på Informations hjemmeside. Bare klik på http://www.udviklingskunst.dk/genopdag-naturen/ – der vil du få mulighed for at hente alle teksterne efterhånden.

Venlig hilsen

Ove Frankel

Pinse: Solens Corona!

Pinse: Solens Corona!

Vincent van Gogh: Lazarus´opvækkelse. 1890

Billedet herover har Vincent van Gogh malet i 1890, samme år som han døde. Fortællingen om Lazarus kan du finde lige midt i Johannes-evangeliet. Den er dramatisk: En god ven af Jesus er død. Budskabet når Jesus medens han er langt væk fra hvor Lazarus og hans søstre bor. Jesus skyder det tilsyneladende hen. Først 3 dage senere kommer han til graven og søstrene advarer ham: ‘Han stinker allerede’. Se på Lazarus på billedet. Hans krop er næsten henflydende. Jesus står udenfor graven og kalder på Lazarus, som vågner op. Siden beretter Johannes-evangeliet ikke mere om Lazarus, men om ‘Den Discipel, Herren elskede’, nemlig Johannes selv. Så vidt selve den bibelske beretning.

Siden Påske er der gået 50 dage. Det må have været en forunderlig tid for disciplene dengang. Det var de første 50 dage efter Golgata og påskemorgen med opstandelsen. Den døde Kristus var levende igen, men på et andet plan. Mange spørgsmål tumlede rundt i folks sjæle: Hvad har han mon ment med det, han sagtde ved ‘afskedsmåltidet’ ?(Se mit ‘Brev om Kunst’ fra den 9/4, hvor jeg viste Leonardos ‘Nadverbillede’ – men med en helt anden indfaldsvinkel, end jeg vil bruge i dag.)

Beretningerne om hændelserne skærtorsdag beskæftiger sig med det, der hændte under middagen: Kristus tog brødet, delte det ud med ordene: ‘Dette er mit legeme’. og vinen delte han også med ordene: ‘Dette er mit blod’.

Lige siden har der været mange ihærdige forsøg på at forstå, hvad dette mon kan betyde. Man har talt om ‘forvandling’ af brød og vin, om at det måske ‘bare’ er symboler og et væld af andre mulige forståelser.

Jeg vil her foreslå en helt enkelt (måske teologisk uholdbar men vidtrækkende) forståelse af ordene: Jeg vælger at se dem ganske bogstaveligt. Men på det tidspunkt, Kristus udtalte dem, havde de en vis fremtidskarakter, for det var inden has død på korset langfredag og inden opstandelsen påskemorgen. Men prøv at opfatte dem helt konkret: Brødet er Kristi legeme. Vinen er Kristi blod.

Brød er et kornprodukt. Kornet vokser på markerne, hvor det omdanner solens lys til næring for dyr og mennesker. Det samme gør alle planter. Intet dyr kan leve på jorden uden direkte eller indirekte at spise planter. Rovdyr og kødspisende mennesker spiser ikke kun planter, men andre dyr, der i den sidste ende har levet af planter. Planter er ganske enkelt fundamentet for ethvert menneske- og dyreliv på jorden. Kristus siger om brødet, som et udvalgt og ganske generelt eksempel på mad, at det er hans legeme. Hver gang vi spiser noget, lever vi af Kristus.

Hvad ser du på van Goghs billede? Du ser indefra graven, der er en klippehule, ud mod lyset: Der ses den ene søster i vildt oprevet tilstand, den anden søster har bevaret fatningen. Men Jesus er der ikke. I stedet er solen der, stor og gylden på en lige så gylden himmel. Solen er Kristus. Kristus er solen. Solen har Vincent van Gogh givet en tydelig ring, en corona, som er navnet på netop den ring af lys, man især kan iagttage ved total solformørkelse, hvor synet ikke bliver blændet af solskiven.

Lad os vende tilbage til skærtorsdagens beretning om brødet, som Kristus siger er hans legeme. Hvis du vil gå ind på at forstå ‘forvandlingsordene’ ordret, må du gå en omvej, der viser at forvandlingen er universel og ikke blot vedrører den hostie, der bruges i kristne gudstjenester: Kristus bliver efter himmelfarten og pinse forenet med verden på en ny og meget intim måde. Han bliver solånden. Solens lys skinner på jorden hvor planterne optager lyset og ved dets energi omdanner luft og vand tl organisk stof. Solen inkarnerer så at sige via sit lys i planterne. Planterne, og dermed kornet, bliver til Kristi legeme. ‘Dette er mit legeme, tag det og spis alle af det.’ og det har vi gjort siden, – for hvad skulle vi ellers leve af?

Om vi nu allesammen vil eller kan se planterne som Kristus- Sol-Åndens legemliggørelse i planterne eller om vi vil nøjes med at fæste lid til den mere bio-fysiske del af komplekset: Solens lys ernærer os via planterens fotosyntese: Vi er i alle tilfælde essentielt afhængige af planterne og må derfor – i egen interesse – respektere planterne og være taknemmelige overfor dem. Vi må lade dem leve deres liv på jorden i rigelige mængder. Det er ligetil. Og måske en anelse banalt. Men ikke desto mindre en helt eksakt realitet.

Hvis det kan blive vores holdning – igen – vil vi måske ud fra indsigt give planter plads både i form af den vilde natur (Amazon-skovene) og i form af dyrkede fødevarer. Ud fra indsigt standse rydning af urskov for at give plads til dyrkning af soyabønner, der tjener som svinefoder i bl.a. Danmark. Eller holde af planternes mangfoldighed og holde op med at lade enorme arealer blive brugt til juletræsmarker i stedet for til spiselige afgrøder. Korn.

van Gogh: Kornmark med Krager. 1890

Det er måske det, vi kan og bør forstå når det nu er pinse og vores tanker kan få en smule mere kraft. Noget med at vi lever i og af en ‘guddommelig’ natur og at det nu er vores tur til at passe på den. Det er måske derfor pinsesolen danser?